Tak skæbne
Jeg var 14 år, da jeg i august 1947 troppede op på Kolding Realskole fuld af bange anelser.
Mine forældre havde taget mig ud af min hidtidige skole. Det gik simpelthen ikke. Mine karakterer var forfærdelige, og jeg tog ikke skolearbejdet alvorligt.
Med det nederlag i rygsækken var det lidt op ad bakke at begynde på en ny skole, men allerede fra første dag fornemmede jeg, at meget ville blive anderledes. Og de efterfølgende skoleår ændrede mig og kom i høj grad til at forme mit liv.
Skolen var ellers ikke prangende. Den var gammel og slidt, og der var ikke megen plads nogen steder. Men der var hjerterum, og jeg blev mødt af en helt anden pædagogik, end jeg var vant til. I stedet for problemer med disciplinen og envejskommunikation var lærerne mere direkte, nærværende og personlige i deres måde at gå til os elever på.
Der var styr på tingene. Nu blev jeg spurgt: ”Per, hvad mener du om den her tekst? Hvordan forstår du den?” Lad os høre din vurdering.
Det blev krævet, at jeg havde noget personligt at byde ind med. Jeg skulle tage medansvar for min læring og have holdninger. Den tilgang virkede enormt stærkt på mig. Det var, som om jeg blev vakt til live som menneske.
Det var på de skoleår, jeg opdagede, at jeg kunne noget, hvis jeg var klar til at arbejde for det. Jeg fandt nogle ressourcer, jeg ikke troede, jeg var i besiddelse af.
Jeg var umoden, umotiveret og troede ikke på mig selv. Alt det ændrede sig med hjælp fra lærer Munck, ægteparret Thomsen og Dalsgaard-familien. De fik lagt den grund, jeg siden har bygget videre på. Kolding Realskole havde givet mig en tiltro til, at jeg kunne næsten lige, hvad jeg ville, hvis jeg satte noget ind på det. Det har jeg været evig taknemmelig for lige siden.
Sådan fortæller Per Schultz Jørgensen i bogen ”Tak skæbne”. Bogen er blevet til ved, at 49 markante danskere fortæller om et afgørende øjeblik i deres liv.
Kære alle elever
Jeg tænker, at flere af jer kan identificere jer med denne fortælling om Per. Måske med de stærke værdier, som skolen har bygget på i snart 130 år? Eller at skolen var gammel og slidt? Eller at det netop var lærerne – Ulrich, Tove, Charlotte, Daniel, Anne Poulsen, Morten Rathje, Morten Sørensen, Anders, Morten Jensen, Anne Juhl med flere, der gjorde forskellen for dig?
Den tid, vi har haft sammen med jer, har været helt igennem fantastisk.
I har bevæget skolen – gode dynamikker er kommet i spil, og stærke fællesskaber er opstået.
I har villet noget – I har gjort indtryk.
Vi kan gøre hinanden gode, og vi kan gøre hinanden dårlige, men vi er altid afhængige af hinanden. For os er Kolding Realskole jeres rejse for at ville det gode, ville hinanden og stadig være sig selv.
Livet er en rejse – med kærlighedens kraft og vilje kan vi forandre vores egen og mange andres skæbne.
I unge mennesker har en stor og væsentlig opgave foran jer. Der er uro i verden, og bl.a. klimaudfordringerne skal løses. Det er jer, der skal gå forrest her side om side sammen med den unge svenske miljøaktivist Greta Thunberg. Hun er sej og viser vejen.
”Vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang, som vi brugte, da vi skabte dem”. Albert Einstein
Vi skal have omtanke for fremtiden. Vi skal tænke os om i tide.
I har meget at tilbyde verden.
Når du har gået så langt, at du ikke orker et skridt til, da har du gået akkurat halvdelen af det du kan magte.
Du er ikke besejret, når du taber, men når du giver op.
Vi skal have tillid til hinanden og tro på muligheder for hinanden. Vi skal virkelig forvente noget af vore medmennesker, ligesom vi ønsker, at nogen skal forvente noget af os.
Når I om lidt forlader Kolding Realskole, skal I have lyst til – og held med – at tage fat også på de svære opgaver. I skal blive ved med at stræbe efter ny viden, nye færdigheder og have udsyn. Blive ved med at gøre jeres bedste. Det er sådan, vi kan bevare og udvikle det rige og trygge samfund, vi har. I skal gøre jer umage.
I skal også opsøge heldet. Det kommer de mærkeligste steder fra, så derfor handler det om åbenhed – det åbne sind er forudsætningen for, at heldet kan komme ind.
Når uro og usikkerhed har grebet om sig flere steder i verden på en måde, som godt kan bekymre os, skal vi holde fast ved de værdier, som er grundlæggende for os.
Om lidt skal I have jeres afgangsbevis, som giver jer adgang til alle former for ungdomsuddannelse. Jeres afgangsbevis er en vigtig og god begyndelse på jeres vej.
At bruge udtrykket ”Os på Kolding Realskole” er at udtrykke fællesskab. I har vist betydningen af fællesskab også i at være inkluderende, når nye elever blev budt indenfor på skolen.
Jeg tror, at en af årsagerne til Kolding Realskoles store succes netop er fællesskabet, som I sammen med skolens medarbejdere har skabt, den høje grad af faglighed og ikke mindst den pædagogiske tilgang.
En af hemmelighederne er, at den enkelte elev oplever sig som en uundværlig brik i hele skolens liv. Selvom vi er en stor skole, så betyder alle elever og medarbejdere noget for det, vi deler hver eneste dag.
Vi er også hver især et selv. Hvert eneste menneske udgør sin egen brik af det, der er os. Af det, der er vores personlighed, vores temperament, vores integritet. Alt det, vi interesserer os for og er gode til. Det, vi brænder for, gør os til dem, vi er.
Vi er aldrig kun os selv. Vi er aldrig kun én brik. Vi er også alle en del af andres brikker. Vi er en del af andres liv.
Nu er I klar til at finde ind i nye fælleskaber og betræde nye veje – brug din stemme, dine holdninger, hav mod til at stå ved dig selv – jeg er sikker på, at der fortsat er klare og positive forventninger til jer.
Livet er en gave, og livet er opgaver for jer
Livet er en udfordring – mød den
Livet er pligter – udfør dem
Livet er sorg – overvind den
Livet er problemer – løs dem
Livet er leg – leg med
Livet er kærlighed – lyt til hjertet
Kære forældre
Også en stor tak til jer – tak for lån af jeres skønne børn, tak fordi I valgte Kolding Realskole. Skolen bliver en verden til forskel, når vi hver eneste dag gør en betydningsbærende forskel for jeres børn i et tæt samspil med jer forældre. Vi har stor respekt for forældresamarbejdet og er bevidste om, at skolen skaber dannelsen, og forældrene er ansvarlige for opdragelsen. Tak for jeres loyalitet og tillid til os – også når vi ikke var enige.
En stor, varm og hjertelig tak skal også lyde til alle lærerne. Med dedikation, professionalisme og ordentlighed har I gjort et fantastisk stort arbejde for eleverne og skolen. Det er en kæmpe fornøjelse at arbejde sammen med jer, og I skal have en stor tak for indsatsen.
Kære elever
I er noget helt særligt.
Fordi I ville. I har været en årgang med en helt ualmindelig positiv tilgang. Ikke megen brok, surhed og meget lidt øv.
Lyse smil og glade stemmer har kendetegnet jer.
Det har været en fornøjelse at være skoleleder for jer.
Tak for jer.
Med disse ord og med ønsket om lykke til alle jer afgangselever – og samtidig håber jeg, at Kolding Realskole bliver et afgørende øjeblik i jeres liv – ligesom for Per for mange år siden – dimitterer jeg årgang 2019 fra Kolding Realskole.
Tak for ordet.
Dorte Svane Peschardt /Juni 2019
LÆRING FOR LIVET





