A
Afgangsprøver og årsprøver
Eleverne i 9. årgang indstilles til folkeskolens Afgangsprøve – FP9 – i fagene dansk, matematik, engelsk, tysk, fransk, naturfag – indeholdende geografi, biologi, fysik, samt kulturfag – indeholdende historie, kristendom og samfundsfag.
Eleverne i 7. og 8. årgang afslutter skoleåret med årsprøver enten skriftligt eller mundtligt i de boglige fag.
B
Befordring
Der udbetales et beløb (ligeligt fordelt) til alle vores elever bosiddende uden for postnr. 6000. Beløbet trækkes fra skolepengeopkrævningen i juni. Der skal ikke afleveres ansøgning.
Desuden kan der til syge og invalide elever søges tilskud fra en særlig pulje.
Bestyrelsen
Bestyrelsen for den selvejende institution “Kolding Realskole” vælges af forældrekredsen på den årlige generalforsamling. Ved generalforsamlingen den 30. april 2024 blev følgende valgt:
- Peter Thorning (Formand) Tlf. 25 27 76 09
- Anja Clemmensen (Næstformand)
- Henrik Lindved
- Jens Rubæk
- Bruno Hansen
- Kenn From (suppleant)
- Oleysa Svystun (suppleant)
Bibliotek
På Kolding Realskole råder vi over et veludbygget bibliotek på ca. 36.000 bind. Udlånet er stort. For ikke afleverede bøger opkræves erstatning.
Skolebiblioteket ledes af skolebibliotekarerne Aase Bentofte Jakobsen, Helle Bøttzau og Lone Mølholm Bertelsen.
Skolen benytter sig også af Kolding Bibliotek.
C
Computer/IT
Anbefaling til computer:
Skolens netværk håndterer både Mac-og Windows computere.
Vi anbefaler generelt, at en computer ikke er ældre end 2-3 år. Den skal problemfrit kunne anvende Office 365. Ved køb af ny computer anbefales det til skolebrug at købe computer med i3 eller i5 CPU og min 128 gb SSD harddisk, hvilket burde være nok til at håndtere almindelige skolebehov. Chromebook frarådes, idet man her ikke har mulighed for at installere fx CleverShare.
Hvornår medbringes en computer:
Fra 0.-3. årgang har skolen bærbare computere samt tablets til brug i undervisningen. Fra 4.-10. årgang skal eleverne selv medbringe en computer (ikke tablets)
Onedrive-Office 365:
Når man er elev på Kolding Realskole, forventes det, at eleven installerer Office 365 via http://intranet.easyiqcloud.dk
Hver elev tildeles en sky med mailboks, kalender og 5 Office pakker til rådighed, som familien kan bruge. Se vejledning til installation af Office 365 på elev–og forældreintra under links. Det forventes, at eleverne har installeret Office 365 inden skolestart. Bemærk brugernavnet: ”uni-brugernavn”@kruv.dk.
Beskrivelse af skolens IT-ressourcer:
Unilogin:
Alle elever får tildelt et Unilogin med brugernavn og kode. Det følger dem i hele deres skoletid, grundskole og ungdomsuddannelse. Unilogin er et indgangslogin til alle skolens digitale IT-ressourcer. Koden kan skiftes fra ethvert uni-login-vindue på nettet. Derudover tildeles eleverne en lokalt administreret brugerkonto til Office 365. Brugernavnet genereres ud fra det eksisterende Unilogin således at Office-kontoen har formatet ”uni-brugernavn”@kruv.dk. En engangskode/nulstilling kan administreres lokalt af lærer/IT-ansvarlige.
Det anbefales, at eleverne anvender brugernavn med @kruv.dk til alle formål, idet der letter brugersupporten væsentligt.
Printere:
Skolens printere fungerer som Cloudstationer, hvilket betyder, at eleverne printer via en sky/link http://print.koldingrealskole.dk Printerstationerne er placeret rundt omkring på skolen, og eleverne kan selv vælge, hvor de ønsker at udskrive.
Digitale læringsmidler:
Skolen har et bredt udvalg af digitale IT-portaler til brug i undervisningen for lærerne og eleverne. Se portalerne via Onedrive (http://intranet.easyiqcloud.dk) under mappen Skolelinks.
Netværk:
Vi kører med et Cloudbaseret netværk fra Cisco-Meraki. Fiberforbindelsen på skolen er pt. 500/500 Mbit forbindelse.
Derudover har vi installeret en smartshareboks på skolens netværk, som danner demokrati på netværket, og som sørger for at fordele fiberforbindelsen ligeligt mellem skolens brugere.
F
Ferieplan
Forsikring
Skolen har en kollektiv ulykkesforsikring, der dækker dødsfald, invaliditet, tandskader og brilleskader i skoletiden (herunder lejrskoler o.lign.). Skolen dækker også skader på personlige ejendele, hvis det kan påvises, at den kan stilles til ansvar (manglende vedligeholdelse m.m.). Er der tale om, at en anden elev har begået skaden, dækker vedkommendes ansvarsforsikring.
Forsømmelser/fravær
Vi har som målsætning, at alle vore elever får det optimale ud af deres skolegang på Kolding Realskole. En af de helt afgørende forudsætninger for skolemæssig succes er, at skolegangen ikke afbrydes af unødigt fravær. Klasselæreren kan godkende 1-2 fraværsdage. Alt fravær derudover skal godkendes af skoleledelsen. Ved godkendelse af fravær tages elevens fraværsdage og faglige trivsel i betragtning.
Friplads
Der er gennem finansloven skabt mulighed for, at forældre kan søge om fripladstilskud til dækning af skolepengene fra 0. til 9. kl. og SFO fra 0. til 3. klasse.
Senest den 31. maj skal der søges om friplads for det kommende skoleår.
G
Generalforsamling
Generalforsamlingen er skolens højeste myndighed. Generalforsamlingen for skoleåret 2024/25 afholdes den 29. april 2025.
Glemte sager
Glemte beklædningsgenstande opbevares i kælderen. Ikke afhentede effekter doneres til velgørende formål i efterårsferien, juleferien, påskeferien og sommerferien.
I
Idræt
Alle elever deltager i idrætsundervisningen og går efterfølgende i bad.
K
Karaktergivning
Der gives karakterer i 6.-9. årgang. 6. årgang får løbende karakterer for deres projekter og afleveringsopgaver. 7.-8. årgang får karakterer i december og juni måned. 9. årgang får karakterer i december og igen i april. Aprilkaraktererne er samtidig de endelige årskarakterer, idet disse skal være givet inden de skriftlige afgangsprøvers start.
12 Karakteren 12 gives for den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål med ingen eller kun uvæsentlige mangler.
10 Karakteren 10 gives for den fortrinlige præstation, der demonstrerer omfattende opfyldelse af fagets mål, med nogle mindre væsentlige mangler.
7 Karakteren 7 gives for den gode præstation, der demonstrerer opfyldelse af fagets mål med en del mangler.
4 Karakteren 4 gives for den jævne præstation, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af fagets mål, med adskillige væsentlige mangler.
02 Karakteren 02 gives for den tilstrækkelige præstation, der demonstrerer den minimalt acceptable grad af opfyldelse af fagets mål.
00 Karakteren 00 gives for den utilstrækkelige præstation, der ikke demonstrerer en acceptabel grad af opfyldelse af fagets mål.
-3 Karakteren -3 gives for den helt uacceptable præstation
Konfirmation
Konfirmationsforberedelsen placeres i 7. eller 8. årgang. Ugedag og tider fastlægges fra år til år af byens præster i samråd.
For 8. årgang gælder, at de den dag, der er konfirmationsforberedelse, først møder til 3. time.
I 7. årgang er der ikke reserveret plads i skemaet til konfirmationsforberedelse. De elever, der skal gå til præst i 7. klasse, må derfor påregne en del gener, da det vil gå ud over de samme fagtimer hver uge. Det er elevens eget ansvar at holde sig a jour med faget, lektierne osv. Praktiske forhold aftales med skolen.
For elever fra udenbys sogne er der mulighed for, hvis den lokale konfirmationsforberedelse ligger på andre dage og tider, at følge forberedelsen her i byen og derefter at blive konfirmeret lokalt.
Konfirmation giver kun ret til én blå mandag.
Konfirmationskalender og indskrivning
Disse kirker har traditionelt et tæt samarbejde med Kolding Realskole, i og med at der er mange konfirmander fra de pågældende sogne på Realskolen.
Se kirkernes hjemmesider for oplysninger om konfirmation og indskrivning:
Dalby Kirke
Harte Kirke
Lejrskov-Jordrup Kirke
Sankt Nicolai Kirke
Ønskes konfirmation i andre kirker, tager familien selv kontakt hertil.
Kropslig udsmykning og påklædning
I forlængelse af vores krav om en gensidig respekt er vi meget bevidste om de signaler, vi sender til hinanden. Vi oplever dagligt, at de små elever spejler sig i de store, både når det angår sprog, tøj o.l.
Det er vores holdning, at synlige piercinger (næse, øjenbryn, læbe o.l.) samt tatoveringer udelukkende bør tilhøre den del af ungdomslivet, som ligger efter grundskolen. Denne type udsmykning er derfor ikke forenelig med skolegang på Kolding Realskole.
Af samme grund skal overdele (herunder t-shirts, toppe o.lign.) dække en passende del af overkroppen. Korte t-shirts, der efterlader bar mave, samt nedringede bluser er derfor ikke en mulighed på Kolding Realskole.
Huer, hatte og caps tilhører udendørs beklædning, derfor går man ikke med det inde på skolen eller i undervisningen. For anden hovedbeklædning kan der dispenseres efter aftale med skolelederen.
L
Lejrskoler
En af skolens gode og levende traditioner er, at vi giver eleverne oplevelses- og dannelseslejrture. Der skal være et mål med det, der planlægges, og et gennemarbejdet program udarbejdes til elever og forældre. Når eleverne er på rejse med skolen, er der tale om undervisning under andre former end til hverdag.
4-6. klasse er tildelt 6 overnatninger, som frit kan fordeles på 4., 5. og 6. skoleår. Rejsemål er i Danmark og Norden. Klasselæreren og en af klassens øvrige lærere deltager pr. klasse.
6. klasse: Rejser i uge 36. Der er en god tradition for, at 6. årgang tager til Bornholm.
7. klasse: 2 overnatninger til hytte-/rystesammentur i nærområdet i uge 34/35/36. Klasselæreren og en af klassen øvrige lærere deltager.
9. klasse: 4 overnatninger til udlandsrejse i Europa, der som udgangspunkt ligger i uge 37. Klasselæreren og en af klassens øvrige lærere deltager.
Ved lejrskoler dækker skolepengene hovedparten af udgiften, dog opkræver vi 100 kr. pr. dag, eleverne er bortrejst.
Ved lejrskole i 9 kl. opkræves der min. 500 kr. – og maks. 1000 kr. Beløbet bestemmes af turens omfang.
Lektiecafé
Lektiecafé fra 2. til 4. årgang er på Hovedskolen mandag til torsdag fra kl. 12.50 til kl. 14.30 og fredag fra kl. 12.50 til 13.35. Alle elever er velkomne i lektiecaféen, men det er vigtigt, de har lektier med, da lektiecaféen ikke er en pasningsordning – og ej heller et sted hvor man venter på at blive hentet.
Lektiecafé fra 5. til 9. årgang foregår på Biblioteket, og eleverne kan deltage i lektiecaféen efter behov mandag til torsdag fra kl. 12.50 til 15.15 og fredag 12.50-14.30. I det tidsrum vil der være en lærer til rådighed, der dels sørger for arbejdsro i lokalet og dels vil hjælpe de elever, der måtte have behov for det.
Elever, der har svært ved at leve op til skolens forventninger om at lave lektier, kan blive bedt om at gå i lektiecafé af deres faglærere.
Lektier
For at eleverne kan få det største udbytte af deres skolegang, forventer vi, at de møder velforberedt i skolen. Derfor må eleverne påregne, at der både er mundtligt og skriftligt hjemmearbejde. Det at lave lektier betyder også, at der indøves gode arbejdsvaner, som senere i uddannelsesforløbet kan komme eleverne til gode.
M
Mobiltelefoner
Kolding Realskole er mobilfri. Dels er telefonen ofte et forstyrrende element i undervisningen, dels er det sundt for den enkelte elev og sammenholdet i klassen, at man taler sammen i stedet for at kigge ned i hver sin telefon. Derfor vil vi gerne give eleverne et digitalt frikvarter.
Eleverne afleverer deres telefon til læreren i 1. time. Læreren låser dem inde i et sikringsskab i klassen. Sidste times lærer udleverer telefonen igen.
Elever der bærer Apple watch, sætter uret på flytilstand i hele skoletiden.
Har man som forældre brug for at komme i kontakt med sit barn, kan man ringe til skolens kontor.
I forbindelse med eksamen er det ikke tilladt at medbringe mobiltelefoner, og en overtrædelse af denne regel medfører øjeblikkelig bortvisning fra eksamen.
Mobning/digitale medier og gensidig respekt
Vi vil ikke acceptere mobning. Det strider mod skolens værdigrundlag. Dog kan vi ikke undgå, at det kan foregå. Vi gør vores yderste for at tage fat om det og de elever, der er involveret. Det handler både om mobning i skoletiden og på de digitale medier i fritiden. Vi forventer, at såvel elever som forældre bakker op.
Det er vigtigt, at I som forældre forholder jer til jeres børns digitale sprog og trafik. Man skal vise respekt for hinanden og hinandens forskellighed. Alle elever bør trives. Det er en afgørende forudsætning for et godt og givende skoleforløb.
Skolens formålsparagraf hviler på solide begreber som ”gensidig respekt samt tryghed for den enkelte”. Vi vil derfor naturligvis ikke acceptere adfærd, som sår tvivl om netop skolens værdimæssige grundlag. Vi vil en ordentlig og respektfuld omgangstone.
Morgenåbning
Vi tilbyder morgenåbning fra kl. 06.30 til kl. 07.50 i børnehaveklassernes lokaler, for de elever som har behov for tilsyn om morgenen. Prisen for morgenåbningen er kr. 175,00 pr. måned. Betalingen er fordelt på 11 rater, som betales den 1. i måneden, første gang 1. august.
Vi skal gøre opmærksom på, at der er en måneds opsigelse af ordningen til d. 1. i en måned, og at skolen kun har tilsyn med de tilmeldte børn.
Vi gør ligeledes opmærksom på, at vi ikke har tilsyn med børn, som ikke er tilmeldt morgenåbning, men som går ind på skolen i tidsrummet fra kl. 7.30-7.50. Disse elever skal opholde sig i skolegården eller på gangen foran klasselokalet, indtil klasselokalet låses op kl. 7.50.
Har man behov for opsyn tidligere, er det muligt at tilmelde sig morgenpasning. Sker det utænkelige, at det bliver nødvendigt at evakuere skolen, så ved vi ikke, hvem der sidder rundt omkring.
Morgensang
Morgensangen med Fadervor er en vigtig del af hverdagen på Kolding Realskole. Det giver en god start på dagen at være fælles om noget, at synge sig vågen eller at vågne lige så stille. Morgensangen tager udgangspunkt i danske sange. Skolens kor, musikhold og klasser optræder også lejlighedsvis ved morgensangen. Tiden har vist, at vore elever har været glade for at mindes denne start på skoledagen.
Møde- og ringetider
1. lektion 08.05 – 08.55
2. lektion 08.55 – 09.40
3. lektion 09.55 – 10.40
4. lektion 10.40 – 11.25 (spisepause 11.25 – 11.40)
5. lektion 12.05 – 12.50
6. lektion 12.50 – 13.35
7. lektion 13.45 – 14.30
8. lektion 14.30-15.15
N
Net- og skærmpolitik
Eleverne er forpligtet til ikke at lægge personligt stødende tekster eller billeder på nettet (herunder også diverse sociale medier og åbne som lukkede grupper på sociale medier), som omtaler elever, der går på skolen, eller medarbejdere, der er ansat på skolen.
Det er en fælles opgave for hjemmet og skolen at skabe et sundt, kritisk digitalt miljø, der kan udvikle bedre forståelse og ny viden.
Computeren skal ved timens start være lukket. Læreren styrer derefter, hvornår computerne skal bruges i undervisningen.
Elevernes læring påvirkes negativt, når de er optagede af andet end undervisning. Elevernes brug af computer i undervisningen skal derfor kun ske, når det er relevant.
Det er lærerens ansvar, at eleverne overholder skolens skærmpolitik. Hvis en elev overtræder reglerne, gives en henstilling fra læreren. Ved gentagne overtrædelser indberettes det til ledelsen.
R
Rusmidler
Kolding Realskole skal være et sundt sted at være, og derfor må elever på intet tidspunkt indtage alkohol, tobak, snus eller andre rusmidler på skolen. Heller ikke energidrikke er tilladt på skolen.
Fra indskoling via mellemtrin til udskoling er der i forskellige fag og temamæssige sammenhænge arbejdet intenst med at sikre, at alle elever får et bevidst og ansvarligt forhold til rusmidler.
Det er vigtigt for os, at den gensidige respekt kommer med på rejsen. Såfremt skolens grundlæggende regler overtrædes, og her tænker vi bl.a. på dårlig opførsel og manglende respekt for omgivelserne, rygning, indtagelse af alkohol m.v. på skolerejser, kontaktes forældrene, og man aftaler, hvordan eleven kan afhentes. Som forældre forpligter man sig derfor til at sørge for sit barns hjemtransport, såfremt reglerne overtrædes.
Rygning
Det er ikke tilladt at ryge på skolens område eller i skolens nærhed. Det er ej heller tilladt at bruge snus på skolens område.
S
SFO
Åbningstiderne i SFO er på normale skoledage fra kl. 12.50 til 17.00 – fredage til 16.30.
På dage, hvor der ikke er normal skolegang, er SFOen åben fra kl. 6.30 til 17.00 – fredage til 16.30.
SFOen er lukket mellem jul og nytår, Grundlovsdag og i uge 28 og 29.
Ændring af modul samt opsigelse af ordningen skal ske på mail til kontakt@koldingrealskole.dk
Hvis du melder dit barn ud, betaler du for løbende måned + 30 dage.
Skolefest
Hvert år afholdes de traditionsrige skolefester, som foregår i skolens hal, og der er tradition for, at forældrene møder op i stort tal.
Eleverne har til lejligheden pyntet et klassebord, hvor forældrene kan spise deres medbragte mad.
Øl/vin, sodavand og kaffe/kager kan købes i hallen, og skolen ser gerne, at man benytter dette tilbud, da det er med til at finansiere festerne.
5. klasserne laver kage, kaffe og lignende, som ligeledes kan købes (pengene går til lejrskole).
Skole-hjem samtaler
På 0.-6. årgang arrangerer klasselæreren skole-hjem samtaler to gange årligt. På 7.-9. årgang er der én skole-hjem samtale årligt. Her har forældrene mulighed for at tale med klassens lærere.
Skolemælk
Der er mulighed for hvert halve år at tilmelde sig Mejeriernes Skolemælksordning. Skolens eneste opgave i den forbindelse er at sørge for uddelingen af mælken.
Indbetalingen sker direkte til Mejeriernes Skolemælksordning. Læs mere på http://www.skolemaelk.dk
Skolepenge
For skoleåret 24/25 er satserne pr. måned:
Førskole 1. april-30. juni 2100 kr.
0.-4. kl. 2500 kr. inkl. SFO (uden SFO 1750 kr.)
5. kl. 1750 kr.
6.-7. kl. 1850 kr.
8.-9. kl. 1950 kr.
10. kl. 2500 kr.
SFO
Førskole inkl. eftermiddags SFO 1. april – 30. juni: 2100 kr. Hvis der ønskes SFO i juli måned, er taksten 100 kr. pr. dag.
4. kl. klippekort 800 kr. (10 klip). Klippekortet kan kun benyttes til pasning og ikke til sociale arrangementer i SFO. Klippekortet købes ved at sende en mail til kontakt@koldingrealskole.dk.
SFO opbevarer børnenes klippekort og giver besked, når kortet er brugt. Betalingen opkræves forud for kortet – sammen med skolepengene.
Ved flere børn på skolen, forudsat at børnene er biologiske søskende og har samme bopælsadresse, er der følgende rabat:
Ældste barn betaler fuld pris, til barn nr. to ydes der 20% rabat, til barn nr. tre ydes der 40% rabat, fra fjerde barn ydes der 60% rabat.
Skolepengene dækker udgifter til undervisning, materialer, undervisningsportaler, lejrskoler og ekskursioner.
Ved lejrskoler dækker skolepengene hovedparten af udgiften, dog opkræver vi 100 kr. pr. dag, eleverne er bortrejst.
Ved lejrskole i 9 kl. opkræves der min. 500 kr. – og maks. 1000 kr. Beløbet bestemmes af turens omfang.
Hvis du melder dit barn ud, betaler du for løbende måned + 30 dage.
Proceduren ved udmeldelse er, at du først henvender dig til klasselæreren, dernæst kontakter kontoret på kontakt@koldingrealskole.dk.
A conto betalingen er i 11 rater, første gang 1. august.
Ændring af modul samt opsigelse af ordningen skal ske på mail til kontakt@koldingrealskole.dk
Hvis du melder dit barn ud, betaler du for løbende måned + 30 dage.
Skolepsykolog
Kolding Realskole er tilknyttet PPR, og der kan ved hjælp af kontoret ydes bistand til elever, der har indlæringsvanskeligheder. Til skolen er desuden knyttet en tale-hørekonsulent. Indstilling til evt. taleundervisning sker på samme måde som indstilling til skolepsykolog og bør helst ske så tidligt som muligt i skoleforløbet.
Snyd
Udviklingen og brugen af informationsteknologi åbner uanede muligheder ikke kun for indsamling af viden, men desværre også for misbrug og dermed snyd.
Det er i dag praktisk muligt at finde og kopiere hele opgaver fra internettet. Man kan derfor i praksis aflevere opgaver, som man ikke selv har lavet. Det er naturligvis både snyd og bedrag, og det er i bund og grund udtryk for manglende respekt over for både forældre og skole.
Hvis det viser sig, at en elev har afleveret en helt/delvist kopieret opgave, vil eleven få en skriftlig advarsel. Hvis det sker igen, vil elev og forældre blive indkaldt til en samtale med skolens ledelse, og denne samtales karakter er afgørende for, om samarbejdet kan fortsætte.
Sundhedstjeneste
Sundhedsplejens arbejde på skolen består bl.a. i:
- Funktionsundersøgelser af den enkelte elev i henhold til servicetilbud som f.eks. høre- og synsprøve, højde/vægt.
- Sundhedssamtaler med eleverne enkeltvis eller i grupper.
- Supplerende undersøgelser af og vejledning til børn og unge med særlige behov.
- Sundhedspædagogisk indsats vedrørende almen sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse. Børnene tilbydes 2 forebyggende helbredsundersøgelser:
Indskolingsundersøgelse i 0. klasse omfattende helbredstjek, motorisk undersøgelse og samtale om trivsel og udvikling.
Udskolingsundersøgelse i 8. klasse med særlig fokus på eventuelle forhold af betydning for erhvervsvalg.
Eleverne i klasser udover ovennævnte undersøges ikke medmindre, at der hos den enkelte elev er særlige sundheds- eller udviklingsmæssige problemer.
Sundhedsplejen anvender BørnUngeLiv.dk, som er et webbaseret spørgeskema beregnet til indsamling af information om sundhed og trivsel blandt eleverne. Spørgeskemaundersøgelsen gennemføres i år i 0. og 8. klasse. Skemaerne til 0. klasse udfyldes af elevernes forældre inden samtalen med sundhedsplejersken, mens skemaerne i 8. klasse udfyldes af eleverne inden undersøgelsen hos sundhedsplejersken. Skemaerne kan kun udfyldes efter forudgående samtykke fra forældremyndighed. Udover de aftalte undersøgelser er elever og forældre velkomne til at kontakte sundhedsplejersken for at få råd og vejledning.
Spørgsmål eller kommentarer kan også stiles til leder af Sundhedsplejen Louise Mønsted, loumn@kolding.dk
Sundhedsplejen kan kontaktes på tlf. 79797295.
Gry Kæmsgaard – sundhedsplejerske: 29 24 83 63
Lene Nielsen – sundhedsplejerske: 29 23 25 12
T
Tandpleje
Tandpleje foregår i elevernes hjemkommune. Elever bosat i Kolding Kommune tilbydes tandpleje på den klinik, der hører til det skoledistrikt, hvori de bor. Indkaldelse foregår individuelt. Elever på Kolding Realskole får samme tilbud om sundhedsaktiviteter gennem skolen, som eleverne på kommunens folkeskoler (tandbørsteundervisning m.v.). Ved tvivlsspørgsmål kan Tandplejens kontor kontaktes på telefon 79 79 25 87.
Tilsyn
I henhold til “Lov om friskoler m.v.” skal der være et tilsyn med skolernes pædagogiske standard i fagene dansk, matematik og engelsk, samt tilsyn med elevernes fremmøde og forsømmelser. Skolens tilsynsførende er Kurt Ernst.
Translokation
Translokation afholdes hvert år i den sidste uge før sommerferien. Skolens jubilarer er velkomne til at deltage.
U
Uddannelsesvejledning
UU-center Kolding tilbyder uddannelsesvejledning til alle elever i 7.-9. klasse på samtlige skoler i Kolding Kommune.
Yrsa Høyer varetager uddannelsesvejledningen på Kolding Realskole. Hun træffes på skolens vejlederkontor på Døtreskolen, på mobil: 4033 9496, på mail: yrho@kolding.dk og via skolens intra.
For yderligere oplysninger henvises til UU-Kolding.
V
Vejledning ved klager
En klage er skriftlig og skal sendes til skolelederen.
Vi gør venligst opmærksom på, at skolen ikke accepterer og dermed heller ikke reagerer på anonyme klager.
Vikarer
Vi har til skolen knyttet et fast team af unge vikarer, der kan træde til, når en lærer er fraværende. Der vil som hovedregel være udarbejdet materiale til vikaren, så undervisningen i videst muligt omfang kan videreføres.
Normalt gives der ikke fri i forbindelse med en lærers fravær.