KÆRE ALLE
Godt nytår og nu kom Kjørmes Knud.
Sådan slutter Jeppe Aakjærs sang ”Sneflokke kommer vrimlende”. Kjørmes Knud er en bondejysk omskrivning af kyndelmisse, hvor Kjørmes betyder kyndelmisse, og Knud betyder knude – her forstået som midtpunkt. Kyndelmisse har en mindre betydning i dag, men for flere hundrede år siden markerede den, at halvdelen af vinteren var gået. Kyndelmisse var også dagen, hvor bonden skabte sig overblik over det resterende forråd. Der skulle være nok til, at både mennesker og dyr kunne overleve resten af vinteren. Vi synger Jeppe Aakjærs sang i denne tid. Den beretter om hårde vintre og håb om forår.
Her på skolen betyder hver eneste dag noget helt særligt. Vi har gang i et rigtig godt skoleår, hvor meget lykkes. Vi gør os umage hver dag og er ikke fejlfrie. Samtidig har vi fuld gang i planlægningen af kommende skoleår 2019-20, hvor vi bl.a. vil have særlig fokus på at optimere på undervisningskvaliteten, når en medarbejder er fraværende. Det er et vilkår, at medarbejdere skal på kursus, har barnets første sygedag, en seniordag eller andet fravær, men kvaliteten af undervisningen skal der ikke gås på kompromis med. Den skal fortsat være spændende, meningsfyldt og lærerig. Her skal vi blive bedre.
Skoleliv
Der er for alvor gang i skoledebatterne. Der er indgået en ny skoleaftale. Der er allerede mange holdninger til og meninger om, hvad denne nye skoleaftale giver af glæder, udfordringer og dilemmaer. Flere store undersøgelser viser, at strikse mobilregler giver bedre samvær og fremmer læringen. Sociologer og professorer er her meget enige.
Intra er inden længe fortid. Aula er på vej. Første august 2019 bliver det virkelighed for alle forældre, elever og lærere/pædagoger i Folkeskolen. Det bliver spændende at følge, hvordan man får 2 millioner forældre/pædagoger, elever og lærere til at kommunikere digitalt dér. Andre mener, at vi skal droppe den elektroniske kommunikation og genindføre kontaktbogen. Vi vil følge udviklingen med Aula som kommunikationsplatform mellem hjem og skole, inden vi beslutter, hvilken vej vi går. Dog tror jeg ikke på, at vi skal tilbage til kontaktbogen.
Ikke bestået – sådan lyder dommen over 7-trinsskalaen, som regeringen derfor vil lave om. Meldingen kommer i forbindelse med offentliggørelsen af en evaluering, som fælder en hård dom over den omdiskuterede skala. Blandt andet mangler der en karakter til den helt særlige præstation – sådan som det var tilfældet med det hedengangne13-tal. Og så har 7-trinsskalaen været med til at skabe en nulfejlskultur. Vores uddannelsesminister Tommy Ahlers siger endvidere at: ”7-trinsskalaen har bidraget til den perfekthedskultur blandt mange unge, der har været så omdiskuteret de seneste år”. Det står for nuværende ikke klart, hvordan eller hvornår regeringen vil ændre på karakterskalaen.
Skolevalg
Landets ældste klasser har i torsdags stemt til skolevalget 2019. Et snævert flertal mener, at Danmark skal ledes af en blå regering, men Socialdemokratiet bliver alligevel det største parti. Knap 80.000 skoleelever fra 8., 9. og 10. klasse i hele landet deltog. På Kolding Realskole var der dagen før skolevalget planlagt og afviklet en politisk paneldebat, hvor engagerede ungdomspolitikere stillede op og argumenterede for deres politiske holdninger samt svarede på gode spørgsmål fra eleverne. Venstre vandt skolevalget meget overbevisende på Kolding Realskole med 123 stemmer ud af 349. En undersøgelse har endvidere vist, at de danske unge er de bedste i verden, når det gælder politik og demokrati, og Skolevalget er med til at styrke elevernes demokratiske selvtillid. Det er meget positivt, at de unge interesserer sig for politik og demokrati. Det har verden brug for.
Vi kan så meget mere sammen
Den nye kunstgræsbane ved skolens hal og SFO er blevet virkelighed efter en lang og snørklet proces. Den blev indviet på en smuk og solrig januar lørdag. Jeg er sikker på, den vil blive til stor glæde og gavn både i idrætsundervisningen, som en udendørs hal og til leg og udeliv for SFO-børnene. Kunstgræsbanen er anlagt i et samarbejde med KIF fodbold og Kolding Kommune. Vi har råderetten over banen i skole- og SFO-åbningstiden, KIF fodbold morgen og aften og Kolding Kommune er medspiller hele døgnet. Vi har været med til at skabe et godt projekt, hvor rammerne for en mere mangfoldig, bæredygtig og fælleskabsorienteret tilgang har været omdrejningspunktet. Der er skabt et skønt grønt byområde til leg og bevægelse til glæde for mange.
Klar til de afsluttende prøver og nye læringsmiljøer
For elever i 9. og 10. klasse og deres lærere er der fuld fokus og målrettethed på de kommende afsluttende prøver. Mandag den 29. april er dagen, hvor Undervisningsministeriet offentliggør 9. årgangs udtræksfag til de afsluttende prøver. Der er en lang række obligatoriske prøver og 2 udtræksfag. Eleverne er allerede lidt spændte på udfaldet. Vi som skole har ingen indflydelse på, hvilke fag klasserne skal til prøve i. Vores 9. årgang er dygtige og målrettede elever, og de bør glæde sig til at performe og præstere til alle de afsluttende prøver – ligegyldigt hvad der bliver udtrukket. Vi glæder os – prøvetid er en helt særlig tid. De skriftlige prøver starter mandag den 6. maj.
I denne tid har vi også stort fokus på afgangselevernes valg af ungdomsuddannelse eller 10. klasse – en vigtig proces hvor I som forældre er rigtig gode medspillere både for os, skolens UU-vejleder og jeres børn. Det er en helt særlig tid at finde vej videre i uddannelsesverdenen enten i et 10. klasse tilbud eller i ungdomsuddannelse. Adgangskrav, karaktergennemsnit og meget mere er blevet ganske komplekst. Sidste frist for at afsende ansøgning er den 1. marts.
Vi og læringspotentiale. De sidste par måneder frem mod de afsluttende skriftlige og mundtlige prøver er fortsat meget vigtige og afgørende for elevernes afsluttende faglige standpunkt. Det er lige her, vi skal være særdeles ambitiøse og dedikerede.
Generalforsamling onsdag den 10. april kl. 18.00
Vi gælder os til at se jer til skolens generalforsamling. Traditionen tro er der sat et godt program sammen, og invitationen sendes ud inden længe. Efter den ordinære generalforsamling vil Tommy Krabbe berige os med foredraget: ”Forandringer, forskellighed og fællesskab” Selvom forandringer efterhånden hører hverdagen til, er vi ikke blevet bedre til at håndtere dem. Så længe organisationen ikke består af robotter, vil forandringer blive oplevet forskelligt og samtidig udfordre det fællesskab, der skal sikre, at opgaverne bliver løst. Der er mange ting, der spiller ind, heriblandt kommunikation, angst, usikkerhed og konflikter. Tommy Krabbes svar er en fælles platform, der skaber et fælles sprog. Så bliver det ikke forandringen, der forstærker forskelligheden, men håndteringen der styrker fællesskabet.
100 dages uge
Skolens 0. klasser fejrer hvert år 100 dages uge. Det er den uge, hvor eleverne har gået i skole i 100 dage. Det er så berigende at følge denne uge, hvor eleverne jonglerer med tallet 100 i alle perspektiver. Det er en af de helt særlige uger for de yngste elever på skolen. Det gør mig så glad at se, hvad det giver af glæde, læring og fællesskab. Børnene og de voksne har en helt igennem skøn uge. Alt imens fejrede skolens ældste elever i 10. klasse deres 100 skoledage med skiløb i solskinsvejr og masser af sne i Alperne.
Inden længe – 1. april – starter alle de nye førskolebørn. Tiden går, og lige pludselig skal eleverne i 0. klasse starte i 1. klasse. Vi glæder os meget til at tage godt imod de nye førskolebørn.
Uge 9
Bliver en uge med mangeartede aktiviteter for hele skolen. Hovedskolen og 7. årgang har fagdage, 8. årgang er på introduktionskurser på ungdoms-uddannelserne, og 9. og 10. årgang har terminsprøver. Der bliver sendt nærmere information ud om disse dage.
På fredag – dagen før vinterferien – afvikles den traditionelle fastelavnsfest og den ligeså traditionelle karnevalscup. Det er en af de dage, som samler os. Helt bevidst har vi ikke så mange af de anderledes dage, men når de er på kalenderen, giver vi den max gas. Det er altid en fornøjelse at se de ældste elever kæmpe om bolden i de tre idrætshaller rundt i byen, og det er lige så stor en glæde at se de yngste elever kæmpe ihærdigt med fastelavnstønderne hjemme på skolen.
Glædelig kyndelmisse – rigtig god vinterferieuge.
De bedste hilsner
Dorte