KÆRE ALLE
Sommerferien nærmer sig, og vi har travlt på skolen for at få planerne for det kommende skoleår til at falde på plads. Jeg håber, at I alle er så langt, at ferien kan skimtes og ikke mindst, at det snart forgangne skoleår er gået godt.
Valgkampen er i fuld gang. De frie og private grundskolers økonomi er kommet på dagsordenen. Vi håber og tror på, at alle ved, at der bestemt ikke er tale om en overbetaling til de frie og private grundskoler. Vi modtager i dag et statstilskud på 76 procent af gennemsnitsudgiften for en folkeskoleelev. Altså betaler I forældre selv 24 procent, også selvom I allerede har betalt den skat, der også finansierer folkeskolerne. En skønsmæssig beregning viser, at de frie og private grundskoler sparer samfundet i omegnen af 2 milliarder kroner årligt.
De private skoler ønsker en stabilisering af koblingsprocenten, gerne på 75 procent, så vi får mulighed for at langtidsbudgettere og derved tilrettelægge skoledriften på stabile vilkår.
Ligegyldigt hvad der sker på onsdag / Grundlovsdag, tror jeg på, at vi fortsat sammen vil lave god skole for vores kommende generationer. Vi vil gøre en forskel og gør vores bedste hver eneste dag for at yde en stærk indsats. Lad os være enige om, at vi ikke skal spare på børns og unges skolegang. Alle børn fortjener en god skolegang – også efter folketingsvalget.
Det bliver spændende at følge valgdagen og den efterfølgende regeringsdannelse.
Højt aktivitetsniveau
Skoleåret er nu gået ind i sin sidste fase. De afsluttende prøver er i gang, og de skriftlige prøver er godt afviklet. Den digitale verden kan så meget men er ikke ufejlbar. Vi oplevede også uregelmæssigheder, dog fandt vi hele tiden løsninger. Afgangseleverne har nu fuld fokus på de mundtlige prøver. Vi oplever, at de er meget målrettede og ambitiøse. Det er en fornøjelse.
Til morgensang bliver vi beriget med det ene optrin efter det andet i øjeblikket. Der er blevet øvet og øvet inden scenen betrædes.
De nye klasser, der er oprettet med start til august, har vi på besøg, hvor de møder deres kommende klasselærer og eleverne på årgangen. Det betyder alverden at hilse på hinanden, lege lidt sammen og få de værste sommerfugle væk inden sommerferien. Det skaber værdi og ikke mindst tryghed i overgangen. Den årlige cyklistprøve på 6. årgang gik godt, cyklerne var i fin stand, og eleverne var dygtige til at begå sig i trafikken. Også førskolebørnene har gennemført en lille cykel- og løbehjulsprøve, hvor kunstgræsbanen var forvandlet til en forhindringsbane. De nye 0. klasser er også rigtig godt på vej. Vi glædes over deres umiddelbare tilgang og nysgerrighed på alt.
Eleverne på 5. årgang svømmede distancesvømning forleden dag. De kom stolte tilbage til skolen og fortalte om deres store bedrifter. Inden længe venter årsprøverne for 7. og 8. klasse. Vi bruger en del energi på, at eleverne trænes i at gå til prøve, så de står så stærkt som muligt, når tiden kommer, hvor det gælder.
Der sker altid rigtig meget på vores skole – følg os på Facebook og Instagram.
Sidste skoledag for 9. og 10. klasse
For fjerde gang i skolens lange historie var 9. og 10. klasserne på skolen sidste skoledag. Eleverne leverede en festlig og god dag med vellykket underholdning rundt i alle klasser, karameller i kilovis og fantasifulde udklædninger. De musikalske lærere gav den også gas til elevernes sidste morgensang. Som skole er vi privilegeret, at vi sammen med alle eleverne kan have sådan en glad og tryg sidste skoledag. Denne sidste skoledag skrev sig ind i historiebøgerne med mængden af karameller.
Skoleåret 2019-20
Til august byder vi mange nye forældre og elever velkomne bla. i 0., 4., 5. og 7. klasse. Ta´ godt imod dem. Alle elever vil modtage det nye skoleskema og ”Velkommen i skole igen mandag den 12. august”, inden vi går på ferie. Der er mange faglige og pædagogiske prioriteringer, når vi udarbejder fagfordeling og lægger skema. Jeg er meget optaget af, at vi som helhed udarbejder en robust og solid fagfordeling for hele skolen – med hensyntagen til de nye lovkrav. Det betyder, at nogle klasser får nye klasselærere og faglærere. Det kan være ærgerligt set i et forældre- og elevperspektiv, men jeg har en tro på, at I har forståelse for skolens samlede sammenhængskraft. Samme øvelse gælder også i forhold til fordeling af klasselokaler.
Vi tilbyder fra august pasning (tilsyn) på skolen fra kl. 12.50-13.35 til de børn i Hovedskolen, som skal vente enten på en bus eller søskende. Vi samler børnene i Pusterummet. Vi oplever, at flere børn opholder sig rundt omkring på skolen efter skoletid. Det duer ikke, da der skal være tilsyn, når børnene er her. Hvis I ønsker at gøre brug at dette tilbud, skal I tilmelde jer til akv@koldingrealskole.dk – der bliver en betaling på 200 kr. pr. måned. Hvis et barn skal vente længere end fra 12.50-13.35, skal barnet tilmeldes SFO. Lektiecafeen for 2. og 3. klasse og fra 4. klasse fortsætter som i dag, dog kun for børn, der har lektier.
På personalesiden er der følgende at fortælle om:
Marianne Aamand Hansen gik på pension 1. april og fortsætter frem til sommerferien som timelærer.
Janne Callesen har ønsket at søge orlov for at prøve specialområdet af.
Uffe Thorsteinsson går på pension til september.
Henning Hansen går på pension til december.
Vi ønsker dem alle sammen alt det bedste. Vi er tæt på at have bemandingen på plads, og vi kan indtil nu præsentere: Puk Hansen, der er ansat som klasse- og dansklærer på 1. årgang.
SkoleIntra
Når folkeskolerne møder ind efter sommerferien, er SkoleIntra blevet udskiftet med et nyt system Aula. Det bliver interessant at følge, hvordan man får 2 millioner forældre, elever og forældre til at kommunikere digitalt på den nye platform.
Vi har valgt ”at trække vejret” en smule og afvente, hvordan Aula kommer fra start. Vi skal inden længe forholde os til, hvilket kommunikationssystem vi vil gå med. Den store opgave er i virkeligheden at få øje på hinandens perspektiver. Hvordan skal vi – skole, forældre og elever kommunikere digitalt med hinanden? Beskeder om lektier, årsplaner, forældremøder og meget mere. Indførelsen af et nyt system giver os en oplagt anledning til at drøfte, hvordan og hvor meget vi som skole bør kommunikere med jer forældre på den digitale platform. Det håber jeg, at I vil være med til at designe. I dag drukner nogle af jer i informationer, hvor andre tørster efter flere. Nogle kan ikke finde frem til de relevante informationer, mens andre af jer har brug for påmindelser.
Det væsentlige er at finde en superenkel løsning, der handler om forældresamarbejde – og ikke et it-projekt.
Tusind tak
Vi har ved alle vore arrangementer i løbet af skoleåret glædet os over den store opbakning og det engagement, vi mærker fra jer alle. Tusind tak for det. Det er jo netop forældreengagementet og dedikationen hos alle medarbejderne, der kendetegner vores skole – det er også jeres fortjeneste, at vi kan fastholde de stærke værdier – det er værdierne, der gør forskellen.
Jeg håber, I alle får en dejlig sommer med tid til at være sammen som familie.
God sommer
Dorte