Kolding Realskole er en af de nærmere tilknyttede praktikskoler/kontraktskole til University College Syd, Haderslev, læreruddannelsen, og derfor modtager vi hvert år studerende fra forskellige årgange.
Det er tillige et krav fra Undervisningsministeriet, at enhver offentlig skole, og enhver privat skole, der modtager statstilskud, har pligt til at stille sig til rådighed for gennemførelse af praktik.
For alle praktikkens parter er det hensigtsmæssigt, at skolens mål og strategier vedr. praktik er tydeliggjorte, så der skabes et godt grundlag for samarbejdet omkring praktikkens afvikling.
På skolen tilstræber vi, at faget praktik skal give de studerende øvelse i at tilrettelægge, gennemføre og evaluere undervisning, at varetage almene læreropgaver på et niveau, der svarer til kravene og udviklingen i skolen samt kunne reflektere over og begrunde egen undervisning fagligt og pædagogisk.
Praktikken skal indeholde en personlighedsudviklende dimension, hvor de studerendes engagement, ansvarlighed og kommunikations- og samarbejdsevne indgår i udviklingen af lærerprofessionen.
For skolen er det positivt at have lærerstuderende i praktik. Det er forfriskende og udviklende, da det opdaterer skolen med de nyeste tiltag indenfor fag, pædagogik og didaktik.
På Kolding Realskole har skoleleder Dorte Svane Peschardt det overordnede ansvar for praktikken.
Kommunikationen mellem skole, studerende og seminarium varetages af praktikkoordinator Synne haagensen, der ligeledes står for den interne information og vejledning af skolens lærere for at sikre, at alle har indsigt i den gældende praktikordning.
Praktikken søges fordelt ud fra de studerendes liniefag og fagønsker.
Skolen løser uddannelsesopgaven ved at opkvalificere lærerne med uddannelse, kurser, seminariets informationsmøder samt intern information og vejledning.
Praktikpolitikken på Kolding Realskole beskriver det vi er og ønsker at være, for på den måde at udvikle et praktikmiljø, hvor alle – studerende og praktiklærere – føler tryghed, selvværd og ansvarlighed i et fagligt og socialt fællesskab.