Kolding Realskoles læsepolitik
Læsning og skrivning på Kolding Realskole
På Kolding Realskole ser vi læsning og skrivning som grundlæggende færdigheder, der hænger tæt sammen og udvikles gennem hele skoleforløbet. Vi arbejder ud fra en forståelse af, at sprog er nøglen til læring, dannelse og deltagelse i fællesskabet. Derfor er læsning og skrivning en naturlig del af undervisningen i alle boglige fag og noget, vi træner kontinuerligt gennem hele skolegangen. Vi ønsker at skabe en skolekultur præget af faglighed, nysgerrighed, tryghed og engagement, hvor eleverne oplever glæde ved at læse, skrive og udtrykke sig (læs mere om vores værdier her). Vores mål er at styrke elevernes livslange læse- og skrivelyst og udvikle alsidige kompetencer, så de bliver i stand til at forstå, forholde sig kritisk til, anvende og producere mange forskellige typer tekster. Gennem arbejdet med læsning og skrivning ønsker vi at styrke elevernes personlige dannelse, deres evne til fordybelse og deres aktive deltagelse i et demokratisk samfund. Samtidig ønsker vi at ruste dem fagligt og menneskeligt til videre uddannelse og fremtidige fællesskaber.Læsning og skrivning i hverdagen
I den daglige undervisning er der fokus på både læsning og skrivning. Eleverne møder sproget i funktionelle og meningsfulde sammenhænge i de forskellige fag, hvor de lærer at læse for at forstå, undersøge og lære – samt at skrive for at tænke, formidle og skabe. I indskolingen arbejdes der primært med analoge materialer som bøger, hæfter og opgavebøger. Fra mellemtrinnet og frem til udskolingen anvendes både analoge og digitale materialer som en naturlig del af undervisningen.
Samarbejdet med hjemmet
På Kolding Realskole ved vi, hvor stor betydning hjemmets opbakning har for barnets læse- og skriveudvikling. Derfor forventer vi, at der hver dag afsættes cirka 20 minutter til læsning hjemme. Det kan være højtlæsning, fælles læsning, samtaler om bøger eller støtte til at finde bøger, der vækker barnets interesse og nysgerrighed. Lydbøger er også læsning og kan være et værdifuldt supplement.Test og evaluering
Vi arbejder med en fælles teststrategi i dansk for at følge elevernes udvikling i læsning og retskrivning gennem hele skoleforløbet. Test og evaluering hjælper os med at:- følge den enkelte elevs udvikling
- tilpasse undervisningen til elevens behov
- opdage læse- og skrivevanskeligheder tidligt
- udfordre elever med særlige faglige styrker
Vi tager dyslektiske vanskeligheder alvorligt
På Kolding Realskole arbejder vi målrettet med at forebygge og reducere læse- og skrivevanskeligheder, herunder dysleksi.
Hvis der opstår mistanke om dyslektiske vanskeligheder, bliver forældrene altid inddraget, og vi lægger vægt på et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem skole og hjem.
Allerede i 0. og 1. klasse kan vi anvende risikotests, og på 1. årgang bruges Børne- og Undervisningsministeriets screening for læsevanskeligheder.
I slutningen af 2. klasse og starten af 3. klasse anvendes DVO-screeninger som en del af skolens samlede indsats for tidlig opsporing. Elever med tegn på dyslektiske vanskeligheder kan fra 3. årgang tilbydes den nationale ordblindetest. Testen kan tages igen senere i skoleforløbet, hvis det vurderes relevant i forhold til elevens udvikling og behov.
Indsatser i hovedskolen
På 1.-6. årgang er der tilknyttet læselærere med særlig viden om læse- og skrivevanskeligheder. Læselærerne deltager i undervisningen og tilrettelægger målrettede forløb for mindre elevgrupper efter behov.
På 4.-6. årgang kan der desuden tilbydes undervisning på mindre hold efter skoletid. Dette aftales i samarbejde mellem elev, forældre og dansklærer.
For elever med ordblindhed eller skriftsprogsvanskeligheder arrangeres netværksforløb med fokus på:
- brug af læse- og skriveteknologi (LST)
- strategier til læsning og skrivning
- fællesskab og erfaringsudveksling
- trivsel og de følelsesmæssige aspekter ved ordblindhed
Indsatser i overbygningen
På 7. årgang screenes alle elever i begyndelsen af skoleåret med tekstlæse- og staveprøver. Testene giver et billede af elevens standpunkt inden for læsning og skriftsproglige færdigheder og bruges som en del af den løbende evaluering.
Elever, der har gået på skolen gennem flere år, følges i deres progression gennem skolens samlede evalueringsarbejde. For elever, der starter senere på Kolding Realskole, prioriterer vi en tæt dialog med både elev og forældre, så vi lærer elevens faglige forudsætninger og behov godt at kende.
Hvis dit barn starter på skolen med skriftsprogsvanskeligheder
Hvis dit barn allerede har erfaring med læse- og skriveteknologi (LST), særlige undervisningstilbud eller er testet ordblind, er det vigtigt, at vi får denne viden ved skolestart. Det giver os mulighed for at skabe den bedst mulige overgang og støtte fra begyndelsen. Vores læsevejledere hjælper eleverne godt i gang med brugen af AppWriter og andre relevante værktøjer. Skolen tilbyder desuden støtte til både tekniske og undervisningsmæssige spørgsmål. Elever med skriftsprogsvanskeligheder inviteres til netværksmøder på deres årgang, hvor de møder andre elever med lignende erfaringer i et trygt og inkluderende fællesskab. Her arbejdes der blandt andet med:- brug af AppWriter og andre LST-værktøjer
- strategier til læsning og opgaveskrivning
- struktur og planlægning af skolearbejde
- forståelse af prøver og test
- mulighed for sparring og støtte i hverdagen
Hvis du ønsker, at dit barn skal være en del af en skole, hvor vi tager dyslektiske udfordringer alvorligt, så skriv ham eller hende på ventelisten her.