Studieforberedende
10. klasse

10. klasse: et springbræt, der giver nye muligheder

På Kolding Realskole tilbyder vi vores egne elever og elever ude fra en studieforberedende 10. klasse. Det gør vi, fordi vi vil give de unge mennesker, der ønsker at gå i 10. klasse en god faglig rygsæk, som gør, at de føler sig godt klædt på til den fremtid, der venter dem. For os er den demokratiske dannelse en lige så vigtig del af at gå i 10. klasse, som kommaregler og ligninger er. Det er med andre ord det, du får ved at vælge vores 10. klasse.

Vi samarbejder med både Kolding Gymnasium, Munkensdam, IBC og Hansenberg omkring vores 10. klasse, fordi vores vigtigste mål er at klæde eleverne godt på til deres ungdomsuddannelse. Skiftet fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne kan være voldsomt for nogle unge mennesker. Derfor tilbyder vi en 10. klasse, der giver de unge de redskaber, de har brug for, for at lande godt på ungdomsuddannelsen.

“Det er fedt at gå i 10. klasse, fordi det giver mig god tid til at tænke over, hvad jeg vil bagefter.”
Oliver, elev i 10.A på Kolding Realskole

Alle de klassiske fag … og verdensborgerskab?

På 10. årgang har eleverne i alt 30 lektioner om ugen. Udover dansk, matematik, engelsk, tysk, fransk, science og idræt får eleverne også faget verdensborgerskab, når de starter i 10. Vi tilbyder eleverne dette fag for at give dem et indblik i den verden, de skal være en del af i deres voksenliv.

I verdensborgerskab lærer eleverne om demokratisk dannelse, og vi hjælper dem med at prøve at forstå den verden, vi alle er en del af – den verden, de skal ud og virke i. Faget har fire skemalagte timer i løbet af en uge og henter sin inspiration fra både historie og samfundsfag.

I 10. klasse laver eleverne desuden den obligatoriske OSO-opgave, ligesom de også skal i brobygning. Men vores største fokus er at styrke elevernes faglige rygsæk og forberede dem på ungdomsuddannelserne, der venter lige om hjørnet. Det vigtigste for os er elevernes følelse, når de står på den anden side af 10. klasse. At de føler sig stærke og selvsikre omkring deres styrker og kompetencer.

Fælles oplevelser, der giver faglig ballast og fællesskab

Vi skal i løbet af 10. klasse på to ture: Én tur i Danmark og én til en by i Europa. Det kunne for eksempel være til henholdsvis København og Bruxelles. Det er vigtigt for os, at turene bliver planlagt på en sådan måde, at eleverne får mest mulig læring og dannelse ud af dem. Det er vores fineste opgave at udvide elevernes horisont i det år, hvor de går i 10. klasse hos os, og vi ved, at fælles ture som disse både styrker fællesskabet – samtidig med at eleverne hver især vokser og udvikler sig som mennesker.

“10. klasse har et godt fællesskab, der er masser af plads til at være forskellige, og så har vi frihed som de største på skolen. Det er et ansvar nyder jeg at have.”
Lucas, elev i 10. A på Kolding Realskole

Indmeldelse

Når dit barn skal melde sig ind i 10. klasse på Kolding Realskole sker det på www.optagelse.dk, men I skal også melde jer ind via indmeldelseslinket her. Efter indmeldelse på vores hjemmeside, vil eleverne blive skrevet på en venteliste og herefter blive indkaldt til en samtale. I starten af hvert kalenderår vil vi invitere til en informationsaften, hvor vi vil komme nærmere ind på, hvad I kan forvente af vores 10. klasse.

Hvis I har spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte os på telefon +45 75 52 05 00 eller mail kontakt@koldingrealskole.dk.