Kolding Realskoles værdier

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

K. E. Løgstrup

Kolding Realskoles værdier sikrer dit barn en tryg og rar skoledag med høj faglighed

Ligesom Løgstrup ved vi, hvor stor indflydelse vi mennesker har på hinanden, når vi indgår i fællesskaber. Derfor ved vi også, hvor vigtigt det er, at vi sigter efter de samme mål og spiller efter de samme regler. Kogt helt ned har det givet os vores værdier, som både store og små møder hver dag på Kolding Realskole:
Vores værdier gennemsyrer alt, hvad vi gør. Det gælder både lærere, elever og forældre. Så hvis du kan genkende dig selv og dit værdisæt i vores, vil Kolding Realskole helt sikkert være det rette sted for dig og dit barn.

Du kan læse mere om vores værdier her på siden. Klik blot på værdierne ovenfor for at komme direkte ned til dem.

Alle børn fortjener at gå glade til og fra skole

 

Glæde: Fordi trivslen er altafgørende for, at man kan lære noget

Faglighed er helt sikkert essentielt, når man driver en skole. Faktum er bare, at børnene intet kan lære, hvis ikke de har det godt. Derfor er det vigtigt for os, at alle vores elever først og fremmest går glade i skole hver dag. Så skal læringen og fagligheden nok følge med. Men det starter med, at man har det godt. At man er glad. Derfor har vi også foruden vores dygtige lærere og pædagoger tre kompetente AKT-medarbejdere ansat, der alle arbejder hårdt for, at vores elever trives. Hver dag.

En tryg hverdag, hvor vi møder verden med mod og ordentlighed

 

Mod: Fordi det kan betale sig at være modig

Vi er en traditionsrig skole (du kan læse om vores traditioner her). Betyder det, vi sidder fast i fortiden? Nej, og netop den balance er så vigtig for os. For traditionerne er vigtige. De betyder noget. De skaber fællesskabet. Men kun, hvis vi formår at udvikle os med dem og ikke lader dem bremse os.

Vi tager ikke altid den lette og lige vej. Det forsøger vi at give videre til vores elever. At vise dem, at det kan betale sig at være modig og gå mod strømmen. At vise sit talent frem. At tage en chance. Det, mener vi, er en tilgang til verden, de vil få glæde af resten af livet.

Ordentlighed: Fordi det er vigtigt, at vi behandler hinanden pænt

Ordentlighed er en del af vores DNA. Vi møder hinanden med tillid, åbenhed og respekt. Det gælder både lærere, elever og forældre. Vi synes, det giver især børnene et godt grundlag for at gå ud og møde verden. Vi ser det som vores fornemmeste opgave at uddanne fine verdensborgere og helt gennemgående gode mennesker med hjertet på det rette sted. Børn tilbringer så mange timer i skolen, at det er helt naturligt for os, at denne værdi ikke kun gennemsyrer hjemmebasen, men også skolelivet.

Faglig dedikation: Fordi det betaler sig, når man gør sig umage

 

Faglighed: Fordi vi vil være blandt de bedste

Fagligheden er naturligvis i højsædet hos os. Vi ved, at de forældre, der vælger os som skole til deres børn, har forventninger om, at deres børn bliver præsenteret for et højt fagligt niveau. Det, viser vi, er tilfældet igen og igen til afgangsprøverne med høje gennemsnit og høj løfteevne. Den faglighed sætter vi en ære i at bevare og videreudvikle, sådan at alle elever – uanset niveau – bliver dygtigere og udvikler sig i deres tid på Kolding Realskole.

Dedikation: Fordi passion smitter

Vi vil gerne lære vores elever, at det betaler sig ikke at være ligeglad. At nysgerrighed og interesse for den verden, vi lever i, aldrig går af mode, men at det tværtimod er det, der kan gøre, at man skiller sig ud fra mængden. Når man er nysgerrig, har man lyst til at lære. Den nysgerrighed smitter af på dem omkring os. Dét er noget af det, vi gerne vil have, vores elever tager med sig, når de forlader Kolding Realskole.

Hvis du allerede nu ønsker at sikre dit barn en plads på Kolding Realskole, kan du skrive ham eller hende op her.

 

Skriv dig på ventelisten her